
Scenarie-ideer

Her præsenteres forskellige ideer til scenarier.
Menneskejagt ved La Grange 5
Ved la grange 4 og 5 eksisterer en masse små autonome samfund, bystater inde i jernasteroider, hvor der eksperimenteres med sære samfundsformer og ideologiske samfund. Fonden er blevet kaldt ind til at finde arvingen til Hallengrift-selskabet, som er trådt ud af det hektiske liv på jorden, og har slået sig ned i et af disse samfund. Det bliver et actionbrag, hvor Fondens freelancere i et kapløb med de kinesiske marstriader prøver at finde frem først til det samfund, hvor arvingen har slået sig ned.
Stikord: Kulturmøder, action, Bladerunner, triaderne, klostre, Heart of Darkness
Milliardæren og robottøsen
En milliardær er død – og han har efterladt sig en vældig formue, som hans bioroidetrofæ hustru gerne vil arve, men hans ghost – digitale kopi af hans person – ser sig som den retmæssige fortsættelse af hans eksistens, og derfor den fortsatte ejer af de mange milliarder. Mens retssagen går sin gang, forsøger nogen at komme milliardæren til livs. Hvem er det, og hvad er motivet? Mordgåde og retssalsdrama i et.
Stikord: KI, ghost, bioroider, bioshell, cybershell, efterforskning
Teenager i det 22. århunderede
En gruppe af elitens børn i det 22. århunderede. Deres oldeforældre og bedsteforældre bedriver globale kæmpefirmaer, deres forældre har intet fornuftigt behøvet at lave hele deres liv, og nu er deres børn ved at blive voksne. De har de bedste kroppe, man kan købe for genetik, de hurtigste computere og de bedste KI’ere, de er veluddannede, og har fremtiden for sig. De har bare intet at bruge den til, og ingen har brug for dem.
Stikord: Generationsskift, 22. århundredes popkultur, transhumanisme, super velstand, teenageoprør